Presse

Danmark får et folkemøde for klassisk musik

”Fynposium, hedder det. En sammentrækning af Fyn og symposium. Fyn fordi det foregår midt i landet på Boltinggaard ved Ringe og symposium, fordi vi skal samles, udveksle nye ideer og tanker publikum og kunstnere hinanden imellem.”

Sådan fortæller Toke Møldrup, som mange vil kende som en af landets dygtigste cellister. Han er chef for det nye projekt, og han har en vision om at klassisk musik kan meget mere end den får lov til i dag.

”Vores motto er: Alle har ret til klassisk musik. Så nu gør vi noget ved det. Første år laver vi det, vi kalder en prolog. Her prøver vi hele konceptet af. Med en stor åbningskoncert om aftenen, og så en hel dag fuld af musik og events om lørdagen. Vi håber der bliver rift om de kun 250 billetter, vi sætter til salg i år.”

Formålet er at skabe et helt nyt forum for den klassiske musik i Danmark. Her skal musikere og publikum, men også repræsentanter fra foreninger og institutioner møde hinanden på en hel ny måde. Koncerter – selvfølgelig, men også samtaler, fordybelse og samvær er kodeord. Blandt andet vil man kunne løse billet til fællesspisning hvor alle mødes over mad, vin og hygge.

Flere af Danmarks bedste klassiske artister er med fra start. Blandt andet Nightingale String Quartet, akkordeonisten Bjarke Mogensen og mundharmonikaspilleren Mathias Heise, klarinettisten Jonas Frølund, Pianisten Jens Elvekjær, Jazzduoen Mydtskov/Nordal samt barytonsangeren Johan Reuter.

Journalisten og radioværten Adam Holm er folkemødets vært, og hans rolle er både at formidle musikken, men også udforske og udfordre vores tilgang til den.


Prisen for fredag og lørdag er 1200 kroner. Prisen for fællesspisningerne vil blive offentliggjort inden billetsalget starter.